Sidsel Herskind Olesen
Om mig:
Jeg hedder Sidsel og har været dagplejer siden oktober 2009. Jeg bor sammen med min mand Thomas og sammen har vi 3 børn, Ellen, Johanne og Vilhelm, som alle bor hjemme. Dagplejen ligger i underetagen, hvor indgangen hertil er på modsatte side af huset. Vi holder til i et stort og lyst rum på ca. 30 m2 med udkig til terrasse og have. Vi har stor have hvor der er rig mulighed for at udfordre sig motorisk.
Parkering ved aflevering af afhentning foregår i p-plads til venstre i indkørslen eller på vejen. Der skal være fri passage så egne biler kan komme ud og ind.
Som dagplejer lægger jeg vægt på / mine værdier:
Mit største fokusområde er tryghed, det er vigtigt at både børn og forældre føler sig trygge ved at komme i min dagpleje. Tryghed opnår vi ved åbenhed og samarbejde. Spørg altid hvis du er i tvivl om noget eller har spørgsmål til min måde at gøre tingene på.
Jeg lægger også vægt på børnenes sociale kompetencer, dvs. vi arbejder med at børnene skal knytte sig til hinanden og danne venskaber, samarbejde og hjælpe hinanden og ikke mindst at børnene skal lære at sætte sig i andres sted.
Jeg lægger meget vægt på at vi hjælper hinanden, f.eks. hjælper de store, de små hvis de har problemer, de store hjælper ligeledes med at dække bord og vi er fælles om at rydde op.
I forår og sommer har vi meget fokus på min mini urtehave og drivhus, her hjælper børnene f.eks. med til at lægge kartofler. Vi holder øje med hvad der sker med tingene henover forår og sommer, og smager på høsten. Jeg synes det er utrolig vigtigt, at børnene får en forståelse for hvor vores frugter og grøntsager kommer fra. Vi benytter os meget af skovene i Vissenbjerg, hvor der er mulighed for motorisk udfoldelse på Skrænter, træstammer og mulighed for, at følge årstidernes gang.
Jeg har meget fokus på skriftsproget som vil kunne ses så snart man kommer ind i dagplejen. Skriftsprog er også vigtig helt ned i 0-3 års alderen. Alle billeder der hænger i dagplejen er med tydeligt skriftsprog hvad der er på billedet. Hvis barnet allerede fra dagplejen og i børnehave har arbejdet med skriftsprog, vil det være en glidende overgang til skolen og mange børn vil hurtigere knække koden til både at læse og skrive.
Jeg arbejder meget med børnenes motoriske færdigheder, da det er forudsætning for at børn overhovedet kan lære noget. Børnene har fri adgang til rutsjebane, som børnene i en tidlig alder har stor interesse for. Motorikken bruges også ved selv at kravle op og ned fra højstolene, barnevogne og puslepude. Lige så snart børnene selv kan kravle op får de lov til det, det giver øvelse, øger børnenes selvværd og skåner mig. Udenfor er der også masser af motoriske udfordringer, både med legetøj, men også naturlige ting som trapper, pigstensbelægning og mulighed for at grave i sandkasse. Under motorik ligger også begrebet selvhjulpen, det vil sige at barnet selv øver sig i at tage tøj, overtøj og sko af og på. Det øver vi rigtig meget, da det giver barnet selvtillid, personlig udvikling og følelsen af at kunne klare sig selv.
I perioder laver vi mindfulness hvor børnene lytter til afslappende musik. Her ligger børnene helt stille på gulvet og slapper af. Det giver ro i kroppen, afspænding, fokus og mental klarhed.
En typisk dag i min dagpleje:
- Morgen/formiddag:
- Der bliver givet morgenmad indtil kl. 7.30. Børnene leger og jeg tager imod børn til kl. 8:30
- Vi spiser formiddags mad kl. 8.15 mellem 8:30, så er vi klar til dagens aktiviteter kl. 9.
- Aktiviteterne om formiddagen kan være planlagte og i nogle perioder bundet sammen med hvilke aktiviteter vi arbejder med i læreplanen i legestuen. Dagens aktivitet vil være tilpasset børnegruppen, i nogle perioder f.eks. når nye børn køres ind vil der være mere fokus på tryghed og kendskab til nye børn.
- Middag /frokost:
- Omkring kl. 11 begynder vi at spise frokost, oftest rugbrød og grønt, men børnene stifter også bekendtskab til lune retter. Vi spiser mad stemt overens med kostpolitikken vi har i dagplejen.
- Mens vi spiser, snakker vi om periodens billeder, som hænger ved bordet. det er med til at sprogudvikle børnene. Frokosten sluttes af med enten sang, kigge i bøger eller puslespillægning. De ældste kommer på potte inden de bliver lagt til at sove.
- Eftermiddag:
- Børnene bliver taget op når de vågner, der bliver spist eftermiddagsmad efterhånden som de kommer op.
Højtider:
Vi fejrer de traditionelle højtider som jul, påske, fastelavn, hvor vi ofte laver kreative ting, som børnene kan tage med hjem. I forbindelse med jul er vi til julegudstjeneste i Vissenbjerg Kirke.
Vi plejer at fejre fødselsdag hvor barnet selv medbringer boller eller frugt efter eget ønske. Det hygger vi med om formiddagen, der bliver åbnet gave og sunget fødselsdagssang.
Uddannelse / Kurser:
Jeg er uddannet gartner og startede som dagplejer i 2009. Inde for det pædagogiske område har jeg haft følgende kurser:
- 3-kløver kursus
- Grundkursus for dagplejere
- Ud med sutten ind med sproget
- Førstehjælp
- Kursus om kost med sundhedsstyrelsen
- Aftenmøder / kurser med relevante ting for de 0-3 årige
- Mor til 3 velfungerende børn
- Fyrtårn i den styrket pædagogiske læreplan
Husdyr:
Vi har 2 udendørs kaniner.
Legestue:
Vi har legestue i Skovbrynet, Lindevej 1 i Vissenbjerg by. Vi er i heldagslegestue en gang om ugen, det vil sige at barnet bliver afleveret og hentet i legestuen. Legestuen giver plads til venskaber på tværs af dagplejerne og kendskab til andre dagplejere når barnet skal i gæstepleje. I legestuen arbejder vi fokuseret med læreplaner, dvs. vi har fokus på læring på et bestemt område over en periode.
Vi er 3 dagplejere tilknyttet gruppen. Det giver mulighed for at dele børnene op f.eks. efter alder og arbejde med børnene efter de kvalifikationer de har.
Legestuen giver også mulighed for socialt samvær mellem dagplejerne og mulighed for at sparre med hinanden.
Barnevogn:
Som udgangspunkt skal I selv med bringe en funktionel barnevogn, dyne, sele, myggenet og regnslag. Barnevognen skal tages med hjem i weekender og i ferier. Barnevognene står under halvtag og om vinteren står de inde, når de ikke bruges. Der kan, når barnet bliver større, lånes tvillingevogn eller barnet kan sove inde på en madras. Når børnene bliver 2 års alderen, kommer de ind og sover, for mig er det vigtigt, at børnene har lært at sove inden, de starter i børnehave.