Skip til hoved indholdet

Kaja Hartmann

Om mig:

Jeg har været dagplejer siden 1989 og jeg er glad for mit arbejde, og ønsker at fortsætte mange år endnu. Jeg er gift med Eigil og jeg har 5 dejlige børn (dog kun 2 hjemmeboende), Josefine fra 1999 og Jeppe fra 2002, og så er vi blevet beriget med 5 dejlige børnebørn.

Efter at have været dagplejer igennem mange år, er hjemmet indrettet både inde og ude til børn, og jeg har 4 store tvillingevogne med puder og dyner til at sove i, så I behøver ikke at komme med barnevogn, med mindre I gerne vil have at jeres barn skal sove i sin egen vogn.

Som dagplejer lægger jeg vægt på/mine værdier:

Jeg vil gerne skabe et hyggeligt og trygt miljø for børnene, som også er den bedste grobund for de små poder. Der skal være tid og plads til knus og kram og en lille hyggestund på mit skød, hvis det er det, barnet har brug for.

Jeg vil gerne være nærværende for det enkelte barn, lære dem at blive selvhjulpne og selvstændige, gode til at knytte venskaber, yde omsorg for andre og hjælpe hinanden i løbet af deres tid her i dagplejen, så de er klar til børnehavestart.

Jeg har som nævnt været dagplejer i mange år og jeg har haft 67 faste børn gennem årene. Jeg synes det er dejligt, at få lov til at tage mig af de små børn, følge og understøtte deres udvikling og tage hånd om de ting, som de måske har svært ved.

Jeg har haft børn med motoriske udfordringer, hvor vi gør brug af vores tilknyttede fysioterapeut, og igennem øvelser og godt samarbejde får rettet disse udfordringer. Jeg har haft en del børn med Astmatisk Bronkitis og børn med mælkeintolerance..

En typisk dag i min dagpleje:

  • Vi starter dagen med fælles morgenmad, derefter leger vi, læser bøger eller laver lege, som kan udbygge børnenes ordforråd. Så er det tiden at komme ud at få overtøjet på og komme ud at lege i haven eller gå en tur i området, hvor vi taler om blomster, dyr, sol, regn, sne eller hvad vi nu ser på vores vej eller gå en tur til de omkringliggende legepladser.
  • Ved 11-tiden er det tid til frokost og børnene medinddrages til at hjælpe med at dække bord og finde hagesmække osv. – vi spiser sammen for at have et hyggeligt måltid og få en god snak imens. Så synger vi Tak for mad sangen og andre børnesange, som de kender.
  • Mellem 12.30 og 13 bliver alle børn puttet og sover som regel et par timer. Efter en god middagslur er der eftermiddagsmad med frugt og brød, og så er der tid til at lege igen, indtil børnene bliver hentet.

Uddannelse/kursus:

Jeg har taget kursus i følgende gennem årene:

  • Grundkursus
  • Førstehjælp
  • Tegnsprog og  stammen
  • Psykologi
  • Motorik
  • Pædagogik
  • Læreplaner
  • Sang og rytmik
  • Børn og natur
  • Kommunikation og samarbejde med forældre, kolleger og kommunen.
  • IT kursus.
  • Trekløverkurset (Kvalitet – uddannelse + udvikling i Assens kommunale dagpleje). 

Husdyr:

Vi har en lille hund.

Legestue:

Jeg er i heldagslegestue en gang om ugen, og i vinterperioden er jeg også i gymnastiksalen en gang om ugen sammen med de andre dagplejere og dagplejebørn her i området. På den måde kan de lære andre voksne og andre børn at kende, og vænne sig til at være sammen med flere end kun vores lille børnegruppe på max. 5 børn.

I legestuen laver vi aktiviteter med børnene og fejrer højtiderne. Til Fastelavn slår vi katten af tønden, til påske laver vi påsketing, til jul laver vi juleting og holder juletræsfest, hvor vi får besøg af julemanden. En gang om året holder vi bedsteforældre-dag, hvor alle bedsteforældre til børnene, som har mulighed for det, kommer på besøg. Det er rigtig hyggeligt.

Dagtilbuddene i Vissenbjerg-området
Lindevej 1
5492 Vissenbjerg

Telefon: 23 28 37 30
blbuu@assens.dk

Nyttige links